Linkbillede til artiklen: "En kvast stemme fra Underdanmark"

En kvast stemme fra Underdanmark

Som kontanthjælpsmodtager i dagens Danmark nytter det ikke noget at forsøge at bruge sin stemme i den offentlige debat. Resultatet er uundgåeligt en fortsættelse af den fornedrelse og hån, man oplever i systemet. En hån, der absurd nok er årsagen til, at man i det hele taget forsøger at bruge sin stemme, siger Maria Busch, der beskriver den tunge dans omkring livet – job eller ej. Hun kommer også ind på sine seneste oplevelser i Mediedanmark. De var mildest talt ikke opmuntrende.

“Ingen gider være den næste Fattig-Carina eller Dovne-Robert. Medierne er kun ude på at udstille kontanthjælpsmodtagere som nogle usle labaner, ligesom politikerne i øvrigt. Og hvis man først drister sig til at komme med bare den mindste klage over sine økonomiske forhold, bliver man korsfæstet på Facebook, slagtet af folkedomstolen”.

Da jeg læser disse ord i artiklen: “Ingen gider være den næste Fattig-Carina” i Berlingske, slår det mig, hvor dækkende det er for mine oplevelser på de sociale medier i kølvandet på min deltagelse i P1 Debat den 24. februar 2017.

Trods en søvnløs nat, mange spekulationer og stor nervøsitet, valgte jeg at deltage i et radioprogram, der skulle debattere Venstres forslag om at bruge 500 kontanthjælpsmodtagere som nyttejobbere til at rydde op i Københavns gader i sommermånederne.

De hylende ulve er blevet til et kæmpekor, der nægter at give slip på den luns kød, de har fundet. Jeg er ikke en novice på de sociale medier, og jeg ved godt, at tonen ofte er meget hård, men det kom alligevel bag på mig, at mennesker, der overhovedet ikke kender mig, angriber min person

Jeg skulle deltage som repræsentant for kontanthjælpsmodtagere, der har oplevet på egen krop og sjæl, hvad det vil sige at være nyttejobber – udvalgt på baggrund af to af mine artikler, der blev publiceret på POV sidste sommer i forbindelse med temaet Stemmer fra Underdanmark: Scener fra et parallelunivers og En jobkonsulent, en fugleedderkop og kunsten at stå i kø

At jeg tilsidesatte mine personlige følelser og forbehold skyldes ene og alene, at jeg anså det for min demokratiske pligt at udtale mig offentligt om den årelange, systematiske fornedrelse, kontrol, og manglende anerkendelse, jeg er blevet udsat for af “systemet” som kontanthjælpsmodtager.

Knap med teksten "Læs mere". Linkbillede til artiklen: "En kvast stemme fra Underdanmark"

En kvast stemme fra Underdanmark | POV | 12. marts 2017

Blogfoto: Maria Busch i video i forbindelse med P1 Debat den 27. februar 2017: "Arbejdsløse skal op af sofaen og ud og samle skrald!"

Video i forbindelse med P1 Debat: “Arbejdsløse skal op af sofaen og ud og samle skrald!”

VIDEO
(Lagt op på P1 Debats Facebook-side den 27. februar 2017)

Jeg har i dag været deltager i P1 Debat, hvor vi skulle diskutere Venstres forslag om at bruge 500 ledige som nyttearbejdere til oprydning af indre by i sommermånederne.

Der blev efterfølgende optaget en video, hvor jeg skulle svare på, om jeg har lyst til at være én af disse nyttearbejdere.

Det er en slem omgang at se og høre sig selv, men jeg håber, jeg trods omstændighederne (ingen forberedelsestid og totalt fraværende medietræning) formår at sætte ord på min holdning.

Blogfoto – Foto til radioprogrammet P1 Debat: "Arbejdsløse skal op af sofaen og ud og samle skrald"

Arbejdsløse skal op af sofaen og ud og samle skrald!

RADIOPROGRAM 45 minutter
(Sendt første gang den 24. februar 2017, klokken 12.15-13.00)

Venstre i København vil tvangsaktivere 500 kontanthjælpsmodtagere, de skal ud med kost og spand på gader og veje, og samle pizzabakker, cigaretskod og papkrus.

Er det fair, er det tvangsarbejde, er det jobtyveri?

P1 Debattører: Arbejdsløs Maria Busch, Cecilia Lonning (V) Borgerrepræsentationen, København, Finn Sørensen, arbejdsmarkedsordfører (Ø) og Rasmus Bredde, specialarbejder.
Vært: Gitte Hansen.


Jeg har i dag deltaget i P1 Debat angående Venstres forslag om at bruge 500 ledige som nyttearbejdere til at rydde op i sommermånederne i indre by.

Det er en underlig fornemmelse at være med i et radioprogram for første gang i sit liv. Min manglende medietræning og nervøsitet gjorde, at jeg ikke følte, at jeg altid var i stand til at formulere, hvad jeg havde på hjertet. Selve omstændighederne gør også, at der er mange ting, man ikke har mulighed for at give gensvar på.

Cecilia Lonning-Skovgaard (V): “Meningen er, at de arbejdsløse skal ansættes i den private sektor”. Problemet er bare, at den private sektor ikke ansætter arbejdsløse.

Mads Lundby (CEPOS): Brugte sin taletid til politisk spin. Han påstod, at der er tusindevis af ledige stillinger i den private sektor. Når man ser næremre på de enkelte tilfælde, opdager man dog, at der oftest er tale om stillinger, hvor der ikke er overenskomstmæssig løn eller ordnede arbejdsforhold.

Han gentog igen og igen den herskende neoliberale diskurs om, at de arbejdsløse er umotiverede, dovne og skal lære at møde på arbejde om morgenen. En diskurs Cecilia ivrigt sang med på.

Cecilia Lonning-Skovgaard: “Vi får testet de her menneskers arbejdsevne, arbejdsmotivation, vi får sikret, at i hvert fald nogle af dem, det gælder så måske ikke Maria, men vi får sikret, at nogle af dem føler en stolthed, en glæde ved at bidrage til det samfund, der betaler deres kontanthjælp”.

Cecilia skyder mig yderligere i skoene, at jeg ikke er villig til at tage arbejde, og at hun derfor ikke har lyst til at betale min kontanthjælp. Jeg siger på intet tidspunkt, at jeg ikke vil tage et anvist lønarbejde. Jeg siger, at jeg ikke har lyst til at være nyttearbejder og dermed være løntrykker og sørge for, at der ikke kommer flere i ordinært arbejde.

Jeg har ikke sagt, at arbejdsløse skal ansættes i det offentlige. Hun lægger mig ord i munden.

Og sådan kunne jeg blive ved, men jeg håber dog, jeg fik sagt nogle ting, der kan rokke ved folks forestilling om, at de arbejdsløse bare er dovne og umotiverede og ikke ønsker sig et ordinært arbejde.

Arbejdsløse skal op af sofaen og ud og samle skrald! | P1 Debat | 24. februar 2017

Artikelfoto: "Hvis du er uenig med populisterne, er du ikke en del af folket"

Hvis du er uenig med populisterne, er du ikke en del af folket

AF NIKOLAJ HOUMANN MORTENSEN

Populismen kan hverken defineres ud fra politisk stil, ideologi eller en bestemt type vælgere. I stedet skal den kendes på en logik om at være den eneste legitime repræsentant for et forestillet ægte og homogent folk. Og det gør den grundlæggende farlig, mener idéhistoriker Jan-Werner Müller

De går deres sejrsgang i Europa, USA og Asien. Efterhånden har populisterne afgørende indflydelse i både Skandinavien, Øst-, Central- og Vesteuropa. Og muligvis sætter én af dem sig i stolen som verdens mest magtfulde mand efter den 8. november i år.

De kommer især ind fra højre: Le Pen, Orbán, Trump og Farage. Selvom Bernie Sanders selvfølgelig blev udråbt til venstrepopulist, ligesom det spanske Podemos-parti og det græske Syriza også blev det, efter de havde vundet folkelig opbakning på deres protester mod den europæiske sparepolitik.

Men hvorfor oplever højrepopulismen i øjeblikket så stor en fremgang sammenlignet med venstrepopulismen?

Spørger man den tyske idéhistoriker og professor ved Princeton University Jan-Werner Müller, er det et svigt i politisk dømmekraft overhovedet at placere Sanders og den sydeuropæiske venstrefløj i samme kategori som højrepopulisterne.

Gør man det, viderefører man mest af alt økonomernes sædvanlige forståelse af populister som dem med de ’utopiske’ og ’uansvarlige’ politikker, mener han.

»De fleste af de bevægelser og partier, der kaldes venstrepopulistiske i USA og Europa i dag – primært Podemos og Syriza – er for det meste ikke populister. De er meget unge fænomener, de udvikler sig og afprøver forskellige strategier. Det er rigtigt, at der har været øjeblikke, hvor de gik i en klart populistisk retning. Især da Syriza under folkeafstemningen sidste sommer anvendte en retorik, som sagde, at hvis man stemte ja, ville man i bund og grund miste sin status som en god græsk borger og blive en forræder mod græsk uafhængighed. Men generelt kan jeg ikke se det som et træk i deres retorik,« siger han.

Der eksisterer skam venstrepopulisme, understreger Jan-Werner Müller, hvis bog Was ist Populismus? i næste uge udkommer på dansk.

Venstrepopulismen optager bare slet ikke samme prominente plads som højrepopulismen i øjeblikket. Og så har den hovedsagligt figureret i Latinamerika.

»Jeg siger ikke, at vi per definition ikke kan have venstreorienteret populisme, fordi det er rigtigt, at en person som Hugo Chavez utvivlsomt var venstrepopulist efter min forståelse af begrebet: én, der ikke accepterede, at der kunne være legitim uenighed med hans politik. Var du uenig med Chavez, var du en fjende af det venezuelanske folk, og det er en populistisk og ikke en demokratisk indstilling at have,« siger han.

POPULISME IFØLGE JAN-WERNER MüLLER

Populisme er ifølge Jan-Werner Müller at fremstille sig selv som den eneste legitime repræsentant for et ægte, homogent folk.
Af dette træk følger, at alle andre politikere og partier automatisk bliver illegitime. Dermed bliver selve systemet også anset for at være korrupt, hvis populisterne f.eks. taber en folkeafstemning – for populisterne repræsenterer jo altid folkets vilje.

Populismen er samtidig ekskluderende på befolkningsniveau, for de dele af befolkningen, som ikke støtter populisternes linje, kan ikke være en del af det sande, homogene folk, som populisten altid kan tale på vegne af.

Anti-pluralisme
Når hverken Syriza, Podemos eller Bernie Sanders kan betragtes som deciderede populister, er det fordi, en alternativ økonomisk politik ikke er det, der definerer en populist. Ligesom det ikke nødvendigvis gør én til populist at kritisere eliten og det etablerede system eller at være del af et protestparti.

Populisterne kendes derimod på, at de påstår at repræsentere selve folket, forklarer Jan-Werner Müller.

»Det særlige ved populister er, at de hævder, at de og kun de repræsenterer, hvad de plejer at betegne som det sande folk. Så i tillæg til anti-elitisme er der også, hvad jeg ville kalde anti-pluralisme. Og i en vis forstand kræver de, hvad man kunne kalde en slags moralsk monopol på repræsentation.«

Derfor er Donald Trump med sin retorik et klart eksempel på en populist, mener Jan-Werner Müller.

»Han er en populist, fordi han siger, at der er et ægte amerikansk folk derude, og at han er deres eneste repræsentant. Og han har gjort det meget klart, at han anser alle andre politiske kandidater – især Hillary – som illegitime og amoralske. Det er ikke en uenighed om politik, og det er ikke engang en uenighed om, hvordan USA bør se ud i form af identitet og så videre,« forklarer Jan-Werner Müller og fortsætter om Trump:

»Hans flirten med vold er i overensstemmelse med populisme, for en populist anerkender ikke reelt sin politiske modstander. Så den måde, han flere gange tilsyneladende har tilskyndet til vold, er ikke i modstrid med populisme, selvom det selvfølgelig ikke er alle populister, der gør det.«

Læs også: Kan Trumps sociale bevægelse forvandle republikanerne til et nationalistisk, hvidt arbejderparti?

Populismens indtog har overordnet to ret vidtgående konsekvenser, forklarer idéhistorikeren.

»Den ene er, at populisterne egentlig hævder, at alle andre mulige repræsentanter, politikere og partier er illegitime – de er alle korrupte, de tjener ikke folket rigtigt, de arbejder i virkeligheden for EU, eller hvad det nu måtte være. Den anden konsekvens, som måske er mindre indlysende, er, at for at gøre deres krav på repræsentativt monopol plausibelt, vil de også stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt de, der ikke støtter populisterne, egentlig tilhører folket. Så min idé er, at der foregår eksklusion på to niveauer: Der er en udelukkelse på elitens niveau – alle de andre politikere og partier er illegitime – men mindre tydeligt foregår der også en udelukkelse på borgerniveau.«

– Er populister så per definition udemokratiske eller mindre demokratiske end ikke-populistiske politiske repræsentanter?

»Jeg vil sige, at de altid udgør en fare for demokratiet, fordi vi ikke kan have demokrati uden pluralisme. Vi er nødt til at give slip på fantasien om et homogent folk, der taler med én stemme, har let identificerbare interesser og så videre. Derfor er populister ikke som andre ’normale politikere’ i et demokrati,« forklarer han.

Viktor Orbán i Ungarn og Recep Erdoğan i Tyrkiet er eksempler på, at populister ofte bevæger sig i en autoritær retning, når de kommer til magten.

Hvis de ikke opnår flertal, beskylder de typisk systemet for at være korrupt, for der må jo være noget galt, når de ikke bekræftes i at være folkets eneste sande repræsentanter, forklarer Jan-Werner Müller.

»Jeg tror, det er derfor, vi ser så mange eksempler på, at tabende populister straks vil sige, at der foregår valgsvindel, ligesom Trump gjorde det hver eneste gang han tabte i primærvalgene, og ligesom han på forhånd har gjort i forhold til 8. november. Eller ligesom den tabende kandidat i Østrig gjorde det ved valget i maj. Det sender et signal til borgerne om, at der må være noget grundlæggende galt med vores demokrati i dets nuværende form.«

Socialpsykologiske tilfælde
Populisternes succes bliver ofte forklaret med, at deres støtter er ’vrede’ eller ’bange’. Trumps og Dansk Folkepartis vælgere er enten globaliseringens og moderniseringens materielle tabere, eller også er de simpelthen tyngede af bekymring for alt det fremmede, globaliseringen fører med sig.

Det er en »socialpsykologisk« forklaring, mener Jan-Werner Müller, når vi antager, at populiststøtterne forholdsvis irrationelt handler på baggrund af deres følelser.

En anden ofte anvendt forklaring er, at populisterne er den demokratiske reaktion på elitens manglende kontakt til folket. Den giver Princeton-professoren heller ikke meget for.

»Først vil jeg afvise den idé, at populisme er et demokratisk svar på globaliseringen. Når folk maler dette billede af folket mod eliten eller det etablerede system, som man ser overalt, er det i sig selv en stor indrømmelse til populisterne. Masserne og folket taler ikke for sig selv. Nogen taler i deres navn og gør krav på dem. I mange tilfælde ved vi slet ikke, hvad folk præcist tænker og føler,« forklarer Jan-Werner Müller og påpeger, at denne ukritiske gentagelse af de socialpsykologiske forklaringer netop fremmer populismen.

»Det bekymrer mig, for det glider straks over i antagelsen om, at de her mennesker dybest set er irrationelle, og at vi ikke engang kan tale med dem, fordi de er fulde af frygt. Det kan til tider være tilfældet, vi ved det bare ikke og kan ikke blot antage det. Og jo mere vi taler sådan, desto mere styrker vi populisternes påstand om, at eliten ikke engang forstår folkets bevæggrunde, siden folk er så emotionelle. Det er dybest set samme type klichéer, som vi kender fra det 19. og 20. århundredes massepsykologi. Jeg tror ikke, vi tankeløst skal importere det ind i vores politiske diagnose.«

Jan-Werner Müller, tysk idéhistoriker og professor ved Princeton University. Populisterne

Donald Trumps flirten med vold er i overensstemmelse med populisme, for en populist anerkender ikke reelt sin politiske modstander. Foto: Tor Birk Trads

Populister elsker identitetspolitik
Jan-Werner Müller mener dog alligevel, at populisternes fremgang er knyttet til globaliseringen. For deres medvind er i høj grad skabt ved, at mange populistiske partier har bygget sig op omkring en udbredt underliggende splid om mere eller mindre kulturel og økonomisk åbenhed overfor omverdenen og egne hjemlandes minoriteter.

»Det er en slags konflikt, der gavner populister, for de dyrker identitetspolitik, de stiller spørgsmål ved, hvem der virkelig hører til, og hvem der ikke gør, hvad grænserne betyder og så videre. Det betyder ikke, at de har ret, men det forklarer måske, hvorfor dette er en debat og en diskurs, der virker for dem. Hvis nu den store debat i Europa hypotetisk set handlede om abort eller klimaforandringer, ville det være meget vanskeligt at forestille sig, at populisterne ville være i forreste linje. I identitetspolitiske debatter om åben- og lukkethed har populisterne derimod noget at tilbyde – noget, vi bør afvise, men ikke desto mindre noget, som forklarer, hvorfor de har haft så stor fremgang.«

Teknokrati som katalysator
Populismen er imidlertid også avlet af teknokratiets magt i institutioner som EU, hvor en nødvendighedens politik har umuliggjort reel demokratisk debat, og hvor ledende skikkelser har afvist legitim kritik som – ja, netop populisme.

EU-institutionerne skal derfor kunne skabe langt mere rum for kritik og debat, og vi skal bevæge os væk fra den teknokratiske logik om, at der altid kun er én korrekt og indiskutabel løsning, mener Jan-Werner Müller.

»Det udgør en risiko at tage disse debatter, men jeg synes, det udgør en endnu større risiko at holde sig til den teknokratiske vej, for så ender vi netop i denne polarisering med teknokrati på den ene side og populisme på den anden. Og selvom de to ser forskellige ud, har de noget til fælles: de accepterer ikke pluralisme. I begge tilfælde hævdes det, at vi ikke har brug for demokratisk debat eller et parlament, fordi svaret altid allerede er givet.«

– Kan populisterne løse nogle af de her repræsentationsproblemer, som de protesterer imod?

»Nej. På det substantielle niveau i forhold til politiske løsninger kan jeg ikke se, at de tilbyder noget. I mange tilfælde kan deres løsninger reduceres til tanken om, at homogenitet vil løse alle problemer. ’Hvis bare vi havde et homogent folk’. Dette er en selvmodsigelse, for samtidig hævder de, at det har vi allerede, og det er i dette folks navn, de taler. Det er efter min mening forkert på et substantielt niveau.«

Læs også: Neoliberalismen har mødt sine grænser, og politikerne aner ikke, hvad de skal stille op

Jan-Werner Müller er kritisk over for påstanden om en egentlig vestlig repræsentationskrise, men han mener, man bør være særligt opmærksom på, om de eksisterende partisystemer er i stand til at rumme forandring og afspejle de nye politiske stridspunkter, som opstår i befolkningen.

»Hvis man igen ser på Sydeuropa, så har både Grækenland og Spanien vist, at et partisystem kan ændre sig og på sin vis afspejle den meget reelle konflikt om nedskæringspolitik, der har domineret Sydeuropa i mere end et halvt årti nu. Så jeg tror ikke, man skal være for hurtig til at sige, at der er denne her store repræsentationskrise, og ergo har populisterne ret i, at vi er nødt til grundlæggende at ændre vores system i forhold til repræsentation,« siger han.

»Selvfølgelig betyder det ikke, at vi har en repræsentationskrise, hvis mit favoritparti ikke vinder. Så ville en masse mennesker være konstant i krise. Men hvis du tænker tilbage på, hvordan de grønne partier opstod i halvfjerdserne og firserne og efterhånden blev inkorporeret i partisystemet, mens andre partier til dels imødekom eller accepterede deres ideer – det er for mig lidt af en succesfuld transformation af et repræsentativt system, som ganske vist ikke skete fra det ene øjeblik til det andet, men som kan ske.«

Ingen vej til demokrati
Jan-Werner Müller peger på en række politiske partier, der ligesom det tyske Alternative für Deutschland (AfD) gik fra at være et ikke-populistisk protestparti til at optage en retorik om et sandt, homogent folk uden legitime politiske modstandere.

Men han kan ikke omvendt komme i tanker om partier, der er gået i modsat retning fra populisme til en større grad af pluralisme og demokratisk indstilling.

»Den beklagelige kendsgerning i forhold til spørgsmålet om, hvordan de kunne blive mere moderate og ultimativt mere demokratiske, er, at der ikke er noget indlysende incitament for dem til at blive det. Hvis det lykkes populisterne at styrke opfattelsen af, at der er en repræsentationskrise, som de selv er de eneste, der kan løse – eller endnu værre: hvis andre partier giver dem ret i deres fortælling, sådan som de forskellige kristendemokrater i Tyskland dybest set gør – så vil det utvivlsomt styrke populisterne. Og så har de ingen grund til at vende sig i en mere demokratisk retning.«

Hvis du er uenig med populisterne, er du ikke en del af folket | Information | 8. oktober 2016

Blogbillede til indlægget: "Du har et valg og derfor et ansvar"

Du har et valg og derfor et ansvar

“Man gik på fagforeningsunderstøttelse, krisehjælp og lånekontor og følte bittert og ubarmhjertigt hvilke fornedrelsens år det var i sin ungdoms ”vår”, romantikkens dyrkere så ofte lovsang. Det var ikke veldædig godgørenhed og almisser man ønskede, men arbejde, først og sidst arbejde! Var hænderne ledige, knyttedes de dog oftere og oftere, var lommer og mave tomme, blev dog hoved og sind langsomt fyldt, blot mere af skygger end af lys… mere af bitre og nedbrydende tanker end menneskeligt opbyggende. Den behandling, man for det meste fik som langvarigt arbejdsløs, arbejdsuvillig, drivert og bums og hvad man ellers ofte måtte bide i sig, udviklede langsomt, men sikkert noget farligt i én… først og sidst et stille luende had til magthavere og -misbrugere blandt arbejdsgivere og myndigheder, politi, retsvæsen og politikere og socialkontorer, der ofte ikke forstod, og tydeligt ikke ønskede at forstå og sætte sig ind i arbejdsløses virkelige tilværelse og tankegang.”

Ernest Hansen, murerarbejdsmand

KLAPJAGTEN PÅ DE ARBEJDSLØSE

Lyder det bekendt?

Ernest Hansens udtalelse er fra 1930’erne, da de arbejdsløse oplevede en klapjagt magen til den, vi er vidne til i 2010’erne. Murerarbejdsmandens ord danner indledning til en artikel, der netop hedder “Klapjagten på de arbejdsløse” (Kalle Kühlmann, 2014). I Danmarks 1930’ere fik de arbejdsløse og arbejderne nok og gik i demonstration.

På den daværende regerings foranledning blev der slået benhårdt ned på demonstrationerne og demonstranterne. Som artiklen videre skriver: “Den radikale og socialdemokratiske regering var reelt hunderæd for at der ville udbryde revolution, som det var sket i Rusland i 1917. Derfor blev hver eneste demonstration indkaldt af DAO angrebet massivt af politiet. At arbejderklassens største organisation, Socialdemokratiet, sådan valgte side mod arbejderklassen blev anset som et enormt forræderi og dette fik nogle personer til at udtrykke deres desperation voldeligt.”

Lyder det stadig bekendt?

Vores historiske hukommelse må anses for notorisk at være lige så dårlig som en guldfisks langtidshukommelse. Og ikke nok med det: Når der gang på gang bliver begået grove uretfærdigheder mod dem, vi burde stå skulder ved skulder med – de svageste i vores samfund, vender vi dem ryggen og gnubber skuldre med dem, der udfører uretfærdighederne og tjener på, at de svageste udnyttes.

Hvad er det der foregår? Det svarer til, at der kommer en indbrudstyv i dit hjem og du skynder dig ud og hente en kniv, så indbrudstyven har noget, der kan skræmme din familie til at opgive deres værdigenstande.

Valg og ansvar

Vi får formodentlig snart Folketingsvalg. Du er med til at bestemme, hvordan vores næste regering skal se ud. Når du foretager dette valg, foretager du samtidigt et valg om, hvem du selv er og hvilket samfund, du efterlader til dine børn og børnebørn. Skal vi fortsætte med, sten for sten, at nedbryde vores velfærdsstat, der har gjort, at vi i mange år har været en af verdens rigeste nationer, der havde ønske, vilje og økonomi til at folde et sikkerhedsnet ud under de svageste? Skal vi fortsætte med at gøre de rige rigere og de fattige fattigere?

Eller skal vi lade magthaverne vide, at vi trods alt har en historisk hukommelse? Skal vi fortælle politikerne, at nu er de (igen) gået for vidt? At der er grænser for, hvad vi vil finde os i. At vi, befolkningen, er dem, der bestemmer, hvordan vores samfund skal se ud. At vi ikke er til for staten og politikerne. At de er til for os. At vi kræver velfærdsstaten tilbage. Kræver en politik, der fremelsker og understøtter det bedste i mennesket og smider den indre svinehund på lodsepladsen, hvor den kan boltre sig i alt det skidt, den ønsker.

Jeg vil ønske at hele mit hjerte, at du vælger det sidste. Før du foretager dit valg, vil jeg bare bede dig huske én altafgørende ting: Det er muligt at skabe et samfund, hvor mennesket er i centrum, og hvor økonomi kun er et middel til at opnå mest mulig velfærd for flest mulige mennesker (ikke at forveksle med Utilitarisme).

I øjeblikket lever vi i et samfund, hvor det omvendte gør sig gældende: Økonomien er i centrum og mennesket er kun et middel til at nære denne. Det er helt, helt forkert. Mennesket skal aldrig alene være et middel og økonomi aldrig målet.

Lad ingen nogensinde få dig til at tro, at det forholder sig anderledes. Du har et valg og netop derfor har du også et ansvar.

Blogbillede til artiklen: "En jobkonsulent, en fugleedderkop og kunsten at stå i kø" Fra artikelserien "Stemmer fra Underdanmark"

Stemmer fra Underdanmark 5: En jobkonsulent, en fugleedderkop og kunsten at stå i kø

Kontanthjælpsreformen og reglerne om integrationsydelse har gjort en i forvejen hård dagligdag hårdere for en lang række udsatte danskere og deres børn. Desuden har den politiske kurs over for mennesker på overførselsindkomster sammen med fortællingerne om Dovne Robert og Fattigkarina skabt et debatklima, hvor de mennesker, det hele handler om, ofte ikke tør at stå frem. Det er et problem, for det betyder at vi kun sjældent hører deres stemmer. I denne serie giver POV Internationals Amalie Keren Maarbjerg ordet videre til nogle af dem. Flere har betinget sig anonymitet for at deltage – og det har vi valgt at respektere. Skribenternes navne er kendt af redaktionen. I denne del beskriver skribenten imidlertid sine oplevelser på kontanthjælp [red] i sit eget navn.

God læsning!

Af Maria Charlotte Arup Busch

Scene 1 – For sent

En kold og fugtig vinterdag i København klokken tyve minutter i ni er jeg ved min destination: Jobcentret. På afstand ser det ud som om, der er sket en ulykke, fordi så mange mennesker står klumpet sammen ude foran. Det sker kun ved ulykker og udsalg, og da det ikke ligger lige for, at Jobcentret holder udsalg, må det være en ulykke.

Da jeg har parkeret min cykel og begiver mig hen mod hoveddøren, finder jeg ud af, at der ikke er sket en ulykke i gængs forstand. Vi er blot en meget stor gruppe af mennesker, der er blevet indkaldt til møde på samme tidspunkt. Som minutterne går (-9 C og frosne fingre og tæer langsomt) ærgrer jeg mig over, at jeg tog hjemmefra i så god tid, men i brevet fra Jobcentret havde de lovet bål og brand, hvis jeg ikke mødte op til tiden.

Vi står stuvet sammen som kvæg foran døren til stalden, der lover varme. Vi maser ikke. Vi sørger bare for at holde vores plads mens vi holder øje med døren. Det er en glasdør, så vi kan se, at der går mennesker rundt derinde. Minutterne snegler sig afsted. Vi kigger ikke på hinanden. Vi taler ikke sammen. Vi står skulder ved skulder — fysisk.

Der er kommet mange flere til siden, jeg kom. Køen har bredt sig forbi fortovet og ud på kørebanen. Der er noget sært ved stilheden. Jeg har aldrig hørt byen så tavs. Vores øjne er stadig og stædigt fæstet ved døren. Klokken er nu et minut i ni. Som om vi med viljens magt kunne tvinge vagten til at åbne døren, har vi nu fæstnet øjnene på ham. Han står lige bag glasdøren. Han kigger ikke på os. Han venter. Vi begynder at blive lidt utålmodige, da klokken bliver to minutter over ni. “Åbn nu den dør” siger vi alle i et tavst kor.

Da klokken bliver fire minutter over ni, åbnes døren. Der opstår en flaskehals. En dør og så mange mennesker. Vi står i kø igen. Da jeg endelig kommer indenfor, skal vi én for én indlæse vores sygesikringsbevis på den samme scanner. Vi står i kø igen. Mit hjerte banker lidt for hurtigt og jeg kan mærke sveden i min nakke — af angst men også af varme.

Jeg har ikke haft mulighed for at tage min vinterfrakke og hue af. Jeg koger. Jeg er ved at gå i panik. “Jeg kommer for sent. Jeg kommer for sent. Hvad sker der, hvis jeg kommer for sent? Tager de min kontanthjælp, som de har truet med i brevet?” Mine tanker og mit hjerte konkurrerer om at løbe hurtigst. Endelig bliver det min tur. Jeg kører mit sygesikringskort igennem scanneren med svedige hænder. Jeg læser beskeden på skærmen: Du er kommet for sent til dit møde.

Knap: "Læs mere". Linkbillede til artiklen: "En jobkonsulent, en fugleedderkop og kunsten at stå i kø" Fra artikelserien: "Stemmer fra Underdanmark"

Stemmer fra Underdanmark 5: En jobkonsulent, en fugleedderkop og kunsten at stå i kø | Point of View International (POV) | 15. september 2016

Artikelfoto til artiklen: "Scener fra et parallelunivers" (som jeg selv kalder "Nytte" – om at være i nyttejob

Stemmer fra Underdanmark 4: Scener fra et parallelunivers

At være i nyttejob – en historie fra kontanthjælpsland

Kontanthjælpsreformen og reglerne om integrationsydelse har gjort en i forvejen hård dagligdag hårdere for en lang række udsatte danskere og deres børn. Desuden har den politiske kurs over for mennesker på overførselsindkomster sammen med fortællingerne om Dovne Robert og Fattigkarina skabt et debatklima, hvor de mennesker, det hele handler om, ofte ikke tør at stå frem. Det er et problem, for det betyder at vi kun sjældent hører deres stemmer.

I denne serie giver POV Internationals Amalie Keren Maarbjerg ordet videre til nogle af dem. Flere har betinget sig anonymitet for at deltage – og det har vi valgt at respektere. Skribenternes navne er kendt af redaktionen. I denne del af serien beskriver skribenten imidlertid sine oplevelser på nyttejobbet i sit eget navn.

God læsning & god (sen-) sommer!

nytte

Af Maria Charlotte Arup Busch

Da jeg endelig ankommer til mit bestemmelsessted, er min første tanke, at det godt nok er diskriminerende, at de fleste personer er af anden kulturel baggrund end dansk. Da jeg får trukket min cykel nærmere, opdager jeg, at det er de ikke. Jeg blev snydt af, at deres hud har forskellige nuancer af kobber afhængigt af, hvor længe, de har arbejdet i det fri.
Mange af os skal være her i tre måneder, så hvis sommeren fortsætter med at sætte temperaturrekorder, bliver vi snildt i stand til at slå samtlige solbrændthedsnarkomaner med flere nuancer. Vi bliver kaldt ind i containeren, der åbenbart er vores fremtidige pause- og frokoststue. Vi skal høre om reglerne.

“Husk at bede om lov”
Hver morgen skal vi møde inden klokken 8:00. Vi får udleveret et kort, som vi skal bruge til at stemple ind og ud med. Hvis vi kommer efter klokken 8:00, er vi uretmæssigt udeblevet og vil blive trukket i vores ydelse. Den unge kvinde, der er iført neongule shorts og tilhørende T-shirt samt sikkerhedssko, lister den ene regel op efter den anden.

Knap: "Læs mere". Linkbillede til artiklen: Scener fra et parallelunivers" – om at være i nyttejob

Stemmer fra Underdanmark 4: Scener fra et parallelunivers | POINT OF VIEW INTERNATIONAL (POV) | 27. august 2016

Blogpost — Foto fra Information: "Kampen om breaking"

Kampen om breaking

er hurtigst bedst?

Med de sociale mediers indtog minder medieverden i stigende grad om det finansielle marked, hvor hurtighed er et nøgleord og regulering en mangelvare. Hvordan gør de etablerede medier sig relevante igen?

»Bedst på Breaking,« lyder et centralt motto for TV 2 NEWS. En i og for sig ærværdig ambition, der havde nyhedsværdi, dengang kanalen blændede op. Men næppe længere.

Hvis hurtigst i den digitale tidsalder er synonymt med bedst, har den etablerede presse overgivet førertrøjen til Twitter, Facebook, Instagram, LinkedIn og tilsvarende portaler.

Som markedsstrategen Jeffrey Kleintorp fra LPL Financial for nylig har udtrykt det: »Hvis der sker et eller andet, så er Twitter stedet for at få informationen hurtigst … Den kommer først dér, men det behøver så ikke være hele historien. Det er her du må vente på, at de mere etablerede nyhedskilder begynder at melde ud, og hertil kommer, at du selv må lave noget benarbejde.«

Fra en markedsmæssig betragtning er der – eller bør der være – en væsensforskel mellem den etablerede presse og de sociale medier. Hvor de etablerede medier er underlagt en lang række forordninger fra medieansvarsloven til god presseskik, er det ikke et formuleret krav til de brugere af sociale medier, der agerer nyhedshandlere.

Knap: "Læs mere". Linkbillede til artiklen: "Kampen om breaking"

 Information | 13. november 2015